CityCavalier aktuelt i 2022

Årets målsætning

Må dette år blive fyldt med glæde og spændende oplevelser.

Drømmen for dette år må være, at vores lille famlie bliver udvidet med en ny lille Cavalier pige, der forhåbentlig over tid kan danne grundstammen for en kommende opdrætterlinje. Derfor forventer jeg, at det bliver et år fyldt med travlhed på alle fronter. En ny hvalp har behov for alt det grundlæggende træning, der skaber en mentalt og fysisk sund fremtid mange år frem. Det vil med dette for øje,derfor med stor sandsynlighed blive et år i udstillingens tegn, godt krydret med massevis af Do More With Your Dog (DMWYD) og toppet flot op med læssevis af Agility til Katie. Sidst nævnte kræver dog, at det lykkedes os, at blive optaget i en klub med mulighed for ugentligt agility træning. Lykkedes dette mod forventning ikke, må vi fortsætte lidt længere med træningsmoduler på vores egen træningsbane. Og med positiv stemme sige, der kommer et år efter dette, samt at alt godt kommer til den der har tid at vente. 

Alt i alt, et år fyldt med drømme og forhåbninger i det omfang mit job tillader dette. En ting er dog helt fastlagt. Tøserne er nu tilbage til øverste placering på prioriteringslisten.

 

Året der gik

Her kan du følge med i hvad CityCavalier har gået og lavet i løbet af året.Vi opsumere om løst og fast ved årets afslutning. Indtil da kan livets gang følges via diverse opslag.

Nedenfor vises mærkedage over årets begivenheder

 

20. Juli 2022. En hurtig beslutning 

Egentlig var planen, at Jackie skulle begynde til Agility træning i Brønderslev til januar næste år. Men hun har jo vist sig at være super lærenem, og elsker udfordringerne i agility. Endvidere ville jeg aldrig have troet det muligt, at lære en hundebaby så meget, på så utrolig kort tid. Hvilket jo kan ses ved selvsyn, hvis man går ind og følger hendes trænings udvikling på hendes FB profil. Så dialogen kom igang med klubben og vupti, så var hun tilmeldt samme hold som Katie, og begynder allerede midt august 2022 kun fire måneder gammel. Det bliver selvfølgelig på hendes præmisser, hun er trods alt kun en lille hundebaby, men det skal blive spændende, at følge denne rejse videre ud af agility vejen. 

 

31. Maj 2022. Jackie hentes hjem

Endelig oprendt dagen, hvor vores lille Jackie pige kom hjem til os. Nu kan vores fælles rejse endelig begynde, og foreløbig kan vi ikke sige andet end det har været en sand fornøjelse. Transporten blev klaret med en dejlig lur, og mødet med de andre blev på tilsvarende vis taget med ophøjet sindsro. Nu må vi se at få hende igang med livets udfordringer, samt følge hendes forsatte udvikling hos os.   

 

1. Maj 2022. En rejse er begyndt

Som noget nyt, vil jeg prøve at give andre en chance for, at følge med på rejsen til hvordan fundamentet til en kommende sportsudøver skabes hos os. Så har du lyst, kan du kigge med på jackies profil på FB. 
Jeg har valgt at gør brug af dette forum, udelukkende for at dele dokumentationen af mine oplevelser sammen med min lille Jackie pige. Må vores fælles rejse blive helt igennem vidunderlig og ikke mindst lærerig for os begge. 

Velkommen til "Jackie - fra hvalp til sportshund" FB profil.

 

14. April 2022. One Mind Dog

Et koncept der blev skabt grundet en døv agility hund. Agility uden verbale kommandoer, har virkelig været en kæmpe øjenåbner. Og her har det faktisk ikke kun været Katie der har vundet noget, det har nemlig vist sig, at jeg har langt bedre fokus på præcisionen af mit kropsprog, og i tilgift er jeg blevet totalt blæst omkuld med en hel masse basal information, som jeg desværre aldrig har fået, sikkert fordi jeg i tidernes morgen startede til agility på hyggeplan, uden konkurrence som målsætning. Over tid har jeg så forsøgt få overblik og udvikle mig til stævnedeltagelse, uden reelt at have fanget det fundamentale budskab. Jeg har eksempelvis altid handlet på forhindringerne, og aldrig været bevist om at dette ikke var behovet hos hunden, den skulle nok klare at forcere forhindringen, når blot den fik informationen om løbebanen. Jeg har kun en ting at sige, det bliver et helt vildt godt agility år. 

 

4. April 2022. En drøm bliver virkelig

Så skete det endelig. Min helt store drøm gennem de sidste par år er gået i opfyldelse. Lille Jackie er kommet til verden. Det vil sige så lille er hun faktsik ikke, da hun besidder en vægt der indikere at hun og hendes tvilling Jessica, har levet mere end godt i deres mors mave. Tvillingerne lå ved fødsel på henholdsvis 318 og 310 gram. Med den vægt blev det i samråd med dyrlægen, besluttet at de skulle komme til verden via et planlagt kejsersnit. Alle stortrives ovenpå denne oplevelse, og vi glæder os helt ubeskriveligt meget til alt det fremtiden nu byder os. 

 

28. Marts 2022. Erkendt at Katie er døv

Lidt af en mavepuster. Men vi har nu helt og fuldt erkendt, at Katie er fuldstændig døv. Tilstår at jeg faktisk ikke havde lagt mærke til det, nok mest af alt fordi hun altid er ekstremt opmærksom på mig. Men det har altså vist sig at denne ekstreme opmærksomhed, som jeg tillagde tabet af Chanel, har været kompensation for manglende hørelse. Da vi først fik fornemmelsen af, at dette kunne være muligt, begyndte en grundig testning. Derved blev fornemmelse til fakta. Trist at dette sker i en alder af blot 6 år, men det er trods alt noget vi kan arbejde med, det er jo ikke første gang vi står med en døv hund. Agility er stadigvæk muligt, det kræver blot ekstra fokus på kropssproget. Så det skal nok gå alt sammen. 

 

8. Januar 2022. Optaget i Dch Aalborg

Hvor heldig har man lov at være. Tænk sig, at det faktsik er lykkedes at blive optaget i hele to klubber. Dermed har jeg agility undervisning hele to gange om ugen. Dette giver også en oplagt mulighed, for at finde ud af hvilket trænings sted der giver mig bedst mulige træningsbetingelser i forhold til mit job. Denne klub skifter nemlig træningstidspunkt og dag ved overgangen til sommertid samt vintertid. Vintertids perioden forudser jeg kan blive hård, da træningen vil ligge lige efter arbejde. Men nu må vi se, det bliver testet. Det bliver dog også lidt underligt at komme tilbage til den klub, hvor jeg for mange år siden første gang startede til Agility med Chanel. Især nu hvor Chanel ikke er her mere. 

 

1. Januar 2022. Optaget i Dch Brønderslev

Man skal aldrig være bange for at møde nye udfordringer. Så derfor er det da også en særlig fornøjelse at få meddelsen om, at jeg og Katie er blevet optaget på AG begynder hold. Første træningsdag bliver den 24. januar og jeg glæder mig helt vildt til at møde mine nye træningskammerater og instruktører. Jeg kender ikke klubben, men ser det som en klar fordel, at de ikke ændre på deres træningstidspunkt i løbet af året, da de er så heldige at have lys på deres træningsbane. 

Kommer der en lille ny hvalp i løbet af året, vil det bestemt også være en klar fordel, at jeg kan tage hende med så mange steder som muligt for at blive trænet og ikke mindst socialiseret.